Den lysende salmekø i kirkeårets første måned


06-12-2017

Så blev det advent og snart jul – og dermed den tid af året, hvor kirkeåret i ganske særlig grad er sammenfaldende med den folkelige årstid. Vi tænder lys i adventskransen – vi følger med i julekalenderen (som retteligen burde hedde adventskalender, fordi den slutter, når julen begynder) – vi går på julemarkeder i adventsweekenderne, fordi det er bodstid (som en humoristisk præst har udtrykt det) – vi går i kirke i stor stil juleaften – og de fleste har nogle ekstra fridage i slutningen af måneden.

Måske derfor er det en af de tidspunkter, hvor der bliver sunget flest salmer – og hvor der, blandt muzakken i supermarkedet, kan høres ikke kun gode, gamle danske advents- og julesalmer, men også engelske ’Christmas Carols’. Det er tiden, hvor præster må lægge øre til, hvorfor vi nu ikke sang den bestemte salme ved gudstjenesten – og hvor man ideligt kan diskutere, om man nu skal holde sig til Det kimer nu, Et barn er født, Julen har bragt og Dejlig er jorden juleaften – eller man kan forsøge sig med en enkelt af dem, der er skrevet lang tid efter bedstemor og bedstefar holdt jul i deres barndomshjem.

Jeg holder selv utrolig meget af en række salmer til denne tid – fordi de ganske enkelt er forsynet med nogle af de smukkeste melodier og tekster med en særlig høj poetisk værdi. I adventstiden vil jeg sørge for at synge: Vær velkommen, Herrens år, Den store mester kommer, Tak og ære være Gud, Blomstre som en rosengård, Skyerne gråner og løvet falder (som sagtens kan følge med fra november), Hvorledes skal jeg møde og Op! thi dagen nu frembryder, der er forsynet med en prægtig, kerneromantisk melodi af årets 200-års-jubilar Niels W. Gade. I juletiden vil jeg – ud over de ovenfor nævnte – ikke undvære: Velkommen igen, Guds egne små (med Berggreens glædefuldt springende eller Weyses inderligt nynnende melodi), Mit hjerte altid vanker, Barn Jesus i en krybbe lå (dér var igen en melodi af Gade), Den yndigste rose er funden, En rose så jeg skyde, Hjerte, løft din glædes vinger og Julebudet til dem, der bygge. Når jeg – naturligvis i samråd med organisten og eventuelle præstekolleger – har fordelt dem over advents- og juletiden, vil jeg forsøge mig med en række af de nyere og helt nyskrevne salmer, for der er ikke en kirkeårstid, hvor menigheden er så opsatte på at synge som nu – de skal jo alligevel træne til at synge om juletræet, og kan efter den 24. lige så godt gøre brug af at være i så god sangform.

Lykkeligvis er der salmedigtere, der ved alt dette og har forsøgt sig med at give menigheden nye ord og tolkninger i denne årets mørkeste tid. Fordi vi også for alterbogen fra ’92 læste gammeltestamentlige tekster i advents- og juletiden, er deres billedverden særligt levende i denne tid. Som følge heraf er flere af salmerne fra udgivelsen ’Lysets utålmodighed’ meget oplagte at synge i december måned.

Sten Kaaløs Gå i mørket med lyset er oplagt at synge ved søndagsgudstjenester såvel som ved andre arrangementer måneden igennem; som replik til den ireniske Jesus, der baner sig vej gennem den ophidsede folkemængde første søndag i advent klinger den anderledes end når den synges på martyrdagen, anden juledag.

Arne Andreasen demonstrerer i Se min engel, at der kan komme noget ud af at skrive både tekst og melodi. I første vers, hvor forbindelsen mellem himmel og jord beskrives – med ordene ”åbner en sprække i himmelens dække. Kommer fra lyset og sår et ord” – bliver melodien til en himmelstige: en lang opadgående linje efterfulgt af en nedadgående. Det er tonemaleri af fineste kvalitet: englen, der netop er landet på jorden, rækker opad for at åbne en sprække i himlen, og stiger derefter ned oppe fra for at så et ord – for at ledsage det nyfødte Jesusbarn. Med sine motiver fra skabelsen og Johannesprologen er det en salme, der kan synges hele adventstiden – og endda tillige synges gennem juletiden som ’månedens salme’.

Lisbeth Smedegaard Andersens Her i adventstidens sidste dage viser, hvordan hun på eminent vis inddrager naturårstiden og de almene hverdagserfaringer i en salmer, der lægger op til, at advent snart afløses af jul. Men også hendes vintersalme En morgenstund med sne i byens gader kæder naturiagttagelser sammen med advents- og juletiden – i øvrigt med en natur, hvor vinteren ikke er lig med død, men snarere med en hviletid, i hvilken der lades op til fremtiden. At samarbejdet mellem hende og hendes daværende kollega – organisten Erik Haumann – mundede ud i en næsten perfekt sammensmeltning mellem tekst og melodi, ses i Blåt vælded lys frem, hvor hendes kunsthistoriske baggrund lyser gennem teksten.

Naturligvis har ’lovsangens digter’, Johannes Johansen, også bidraget til salmerne på denne årstid. Han har med salmen Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge gendigtet Zakarias lovsang (der læses tredje søndag i advent) til en af de smukkeste melodier i salmebogen fra den galante stils tid: Som lilliens hjerte kan holdes i grøde. Desuden kan han tage æren for en af de hurtigst indsungne af de nye salmer, der kom med i DDS i 2003, Det første lys er ordet, talt af Gud, og som er velegnet som gennemgående salme i hele adventstiden. Endelig lod han sig provokere af Johannes Møllehaves salme om julenat som den helt almindelige nat til at skrive den frejdigt fortællende Det var ikke en nat som de andre, som jeg selv godt kunne finde på at sætte på tavlen juleaften.

Vil man gerne udfordre den menighed, der kommer i kirke til jul, ville det være en god ide at forsøge sig med salmer af to af de vægtigste salmedigtere fra den generation, der netop nu står midt i en særdeles produktiv tid: Iben Krogsdal og Simon Grotrian.

Førstnævnte har med ordene om, at der går håbsengle ved sygehussenge og at Guds hånd julenat trækker angststikket ud allerede forundret og bevæget dem, der er blevet præsenteret Decembernat. Sidstnævnte har i salmen med den næsten sentimentale titel Nu daler julesneen tæt – men lad dig ikke narre af den – gjort vinteren frodig, når han sammenligner julesneen og mannaen fra himlen – og med ordene ’Det nye Testamente er den fryd, vi har i vente’ har han i et snuptag omsat adventstidens forjættelser i lyrik. En mørktfarvet melodi toner Grotrians Stjernen bæres ind i sin karet, som jeg kunne forestille mig at vælge at synge julesøndag.

Læs, syng og døm selv, hvor alle disse forunderlige salmer fortjener at få kastet evangeliets lys ind over sig – og hvordan de kan reflektere det.

Glædelig advents- og juletid!

 

Mads Djernes