De smukke vintersalmer


15-01-2018

Det er mørkt, og foråret synes langt forude. Men vi ved, at det kommer, og mens vi venter, er der heldigvis en række smukke salmer, som kan oplyse vores gudstjenester og vores liv.

I Den Danske Salmebog fylder vinteren forbløffende lidt, i hvert fald den del af vinteren der ligger efter nytår. Vi har et væld af skønne advents- og julesalmer og såmænd også en håndfuld til nytår, som i DDS rundes af med Ole Sarvigs ‘Som året går’ (DDS 720). Men så er der pludselig et gevaldigt spring i tid frem til DDS 721, ‘Frydeligt med jubelkor’. Så indtil vårens komme meldes af fuglesang, må vi ty til de nyere salmer (eller Højskolesangbogen, hvor vi kan synge om sneen, hvis den kommer: ‘Det er hvidt herude’, ’sneflokke kommer vrimlende’ eller ‘Der er ingenting i verden så stille som sne’ eller om ‘Liden sol’ når vi kommer til februar).

Hvis vi vender os mod de nye salmer, fylder årstiderne en del, og jeg vil pege på to af disse salmer, som det for mig er en glæde at kunne vende tilbage til år efter år.

En af de smukkeste (og blandt de bedst bedømte salmer i Salmedatabasen) er Lisbeth Smedegaard Andersens ‘Det var så forunderlig klart i nat‘.

Denne vinter- og adventssalme er oprindeligt udgivet i ‘Tredjedagens lyse rum’ (2001), og Lisbeth Smedegaard Andersen skriver selv om salmen: ”Da salmen blev skrevet, var der ikke mange årstidssalmer i salmebogen, og ganske særligt syntes jeg, at der manglede nogle vintersalmer. Vinteren er som bekendt lang i Danmark. Samtidig ville jeg gerne skrive en lidt fortællende salme, der kunne spænde fra skabelse til fuldendelse og derved også være en salme om Guds historie med mennesker helt fra den første skabelse, hvor morgenstjernerne sang, hen over det nye, der skete først med bebudelsen og Jesu fødsel og derefter med påsken. Ideen med at lægge det lille ”omkvæd” fra Jobs bog ind midt i verset fik jeg fra Grundtvig, der havde brugt det i en påskeprædiken, og jeg synes, det skaber fremdrift i salmen”.

Citatet fra Jobs bog (Job 38,7) er en del af den tale, Gud holder for Job, hvor Gud beskriver skaberværkets storhed og skønhed og polemisk spørger: ”Hvor var du, da jeg skabte alt dette?”. Morgenstjernerne nævnes i Guds tale som jublende vidner til skabelsen, og den rolle får de også i salmen: de lovsynger, at Gud altid er så meget større end os, og at han igen og igen, i vinteren og i skabelsens historie formår at drage lys og nye undere frem fra mørket og sågar fra intet.

Det lille citat om morgenstjernerne bliver indledning til en slags omkvæd, der ikke er enslydende gennem de forskellige vers, men alligevel har karakter af et gentaget omkvæd, understøttet af et skift fra dur til mol. Morgenstjernernes sang bliver således den røde tråd gennem salmen, og de markerer ofte et stemningsskift midt i verset: i vers 1 fra det dystre billede af vinteren, der rugede i sorte træer til dagen, der begynder og børn, der leger. I vers 2 fra havets dyb og den store nat til vandenes brusen, der forstummer. I vers 3 fra bebudelse til lovsang og fødsel. Og så videre.

Salmen som helhed danner en ring fra den mørke nat, som netop er overstået, over skabelse, bebudelse, julenat, påske og pinse, til det, at Han også nu lever i os med ord og med ånd lige indtil tidernes ende. Dermed er det i sandhed lykkedes Lisbeth Smedegaard Andersen at skabe den spændvidde, hun tilstræbte.

Salmen er et eksempel på, hvordan mange nyere salmer implicit og stilfærdigt bygger videre på det overleverede, både Bibelen og de gamle salmer: I fjerde vers’ sidste linjer får vi med formuleringen ”og hjertet skal slå i mit bryst af fryd som småbitte fødder, der sparker” en fin beskrivelse af den åndelige undfangelse, som Kingo taler om i DDS 71,5, og i vers 5 er der i linje tre en henvisning til Filipperbrevshymnen (Fil 2,5ff).

Lisbeth Smedegaard Andersen er en af de mest betydelige, nyere salmedigtere, der med et stærkt sanseligt og smukt billedsprog gør verden større med iagttagelser, indsigter, spørgen og undren, mens hun øser af en fortrolig omgang med det bibelske stof samt metaforer og symboler fra kunsthistorien. Der er i Smedegaard Andersens salmer en særligt funderende og mystisk grundstemning, som ses tydeligt i salmer som ‘Bagest i haven’, men også i en salme som ‘Slentrer i regnklare parker’.

Dertil formår salmerne også at knytte erfaring og forundring til åbenbaring og evangelium. I tre andre (forårs)salmer af Smedegaard Andersen: ‘Maria, snart er det forår’ (som også er en bebudelsessalme), ‘Det sused af vinger i luften i nat’, samt ‘Når æbletræets hvide gren’, er der et anslag med udgangspunkt i naturen, og fra dette anslag løftes blikket, så menneskeliv og kristendom flettes sammen, som også Grundtvig gjorde det så mesterligt.

En anden smuk vintersalme henviser pudsigt nok også til Job 38, nemlig Inge Hertz Aarestrups ’Når vinterstorme hærger´, som oprindeligt er udgivet i ‘Lysets Utålmodighed’ (2011) og skrevet til 4. søndag efter helligtrekonger, hvor den gammeltestamentlige tekst er Job 38,1-11, som også er omtalt ovenfor. Salmen kan bruges i hele den lange vintertid, til begravelser og i konfirmandundervisningen, hvor salmen kan danne udgangspunkt for samtaler om forholdet mellem lys og mørke i livet.

Inge Hertz Aarestrup skriver selv følgende om salmen: ”Vi oplever alle tab og sorg. Ingen går fri. Lidelse og død er menneskets grundvilkår. Helt fra tidernes begyndelse har mennesket råbt mod himlen: Hvorfor? Hvad har jeg gjort? Hvor kom det onde fra, når Gud er god? Jobs bog rejser spørgsmålene. Men svaret på lidelsen får vi ikke. I stedet flyttes fokus: Se op! Se Guds storværk! Hans væsen er så helligt, så mægtigt at du ikke kan rumme det. Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det? Jesu fødsel er Guds svar til os. Han går selv ind i vort menneskeliv med al den glæde, sorg og rådvildhed det rummer. Midt i mulmet tændes en gnist af håb. Elskede menneskebarn. Jeg er hos dig i mørket. Jeg bærer dig i livet og i døden”.

Inge Hertz Aarestrup kobler erfaringsnært vinterens mørke med det mørke, der kan møde os i livet. Vi ser for os en voldsom vinterstorm, der kan vælte mægtige træer med rod, og vi mærker, som vi gør, når vi mister vore kære, at vi i denne situation intet kan stille op. Her er vi afmægtige og overladt til kræfter, der er større end os. Fra denne afmægtige position kan vi som Job og så mange andre, der har oplevet at miste, råbe vores ”hvorfor?” til himlen.

I vers 2 lyder det, at Gud nok hører vores bønner, men at han ikke giver svar. Også dette kan ligne en barsk, menneskelig erfaring, men tavsheden er kun tilsyneladende – for i den sidste del af samme vers stiller Gud et spørgsmål: ”Fortæl mig, hvor du var, da jord og himmel skabtes?” og med denne reference til Job 38, som udfoldes smukt i vers 3, kan Gud alligevel sætte tingene på plads for det afmægtige menneske. Gud er nemlig den mægtige skaber, og Han er også den, der kan rejse vore døde af gravens mørke (vers 4), og derfor kan de sidste fire linjer i vers 4 knytte an ved den vinterstorm, som blev introduceret allerede i salmens første linje, og Gud kan trøsterigt forsikre, at Han står i orkanen og lyser for min fod, ikke mindst når alt synes håbløst.

Sådan lyser Gud for vores fod, både i denne vinter og altid.

Godt nytår!

Morten Skovsted