Det lange efterår og dets salmer


11-10-2017

I skrivende stund er der gået ganske få dage af september, men de har alle begunstiget os med det skønneste sensommervejr. Og vi håber vel alle på, at det bliver ved i en tid endnu – også fordi vi gennem den seneste snes år har været vant til næsten sommerlige septembermåneder. Vejrmæssigt er der langt til november, der en sjælden gang imellem kan være med vinterlige indslag af frost og sne. Efterårsferien midt i oktober kan være særdeles varierende med hensyn til vejret, men markerer ofte et skel mellem en tid, hvor vi ligger i forlængelse af sommeren og en anden tid, hvor vi uundgåeligt nærmer os vinteren. Men hvad har det nu alt sammen med salmesang at gøre?

I forhold til hvor meget årstidssalmerne fylder i Den Danske Salmebog (22 ud af 791, svarende til 2,8%), har de en noget mere fremtrædende plads i de nyligt udkomne salmebogstillæg 100 salmer (13 ud af 100, svarende til 13%) og Kirkesangbogen (26 ud af 229, svarende til 11,4%). Og det er min fornemmelse, at der i det hele taget skrives mange nye årstidssalmer. Det skyldes naturligvis, at der er en stærk tradition i dansk salmehistorie for at sammenvæve det kristne budskab og naturens karakteristika i årets løb – men også, at den natur, vi lever i og med, er et fælles vilkår, som det giver mening at anvende som referenceramme i gudstjenestefejringen.

Blandt efterårssalmerne handler flere af dem naturligt nok om høsten, men jeg vil her se lidt videre frem mod den mørke tid. Det sene efterår byder på en lille håndfuld valgmuligheder i DDS, deriblandt Du gav mig, o Herre, som er relevant at vælge en række søndage, hvor nogle af dens motiver griber ind i evangelieteksterne (fx septuagesima søndag, 9. søndag efter trinitatis og 23. søndag efter trinitatis).  Nu står der skum fra bølgetop knytter sig entydigt til efterårets midterste måned med andet vers’ tredje linje: ”oktobermørke haver”, mens Dybt hælder året i sin gang med de gulnede blade, løvets fald og vinterstormen er oplagt fra sidst i oktober til først i december, også fordi den peger frem mod de øde, hvide marker. Endelig er Skyerne gråner, og løvet falder en naturårstidssalme, der knytter sig til advents- og juletiden. Lige som den i den nyeste udgave af DDS er blevet tolket som en salme, er samme skæbne overgået Blichers Sig nærmer tiden, da jeg må væk i Kirkesangbogen – et udtryk for, at sange med bred folkelig appel vinder indpas i kirkesangen; i sidste tilfælde ved også at synges til begravelser.

Med sin sans for årstiderne har den erfarne Lisbeth Smedegaard Andersen skrevet salmen Blandt spurvefjer og blade, der eksplicit knytter sig til den gammeltestamentlige læsning 20. søndag efter trinitatis efter første tekstrække (Jer 18,1-6) – den være hermed anbefalet til den sidste søndag i oktober. Nedfaldne blade og en tørret blomst bringer minder om det, der var – og dagligdagens revnede kop gør billedet af pottemagerens mislykkede produkt fra læsningen relevant for den syngende. Resultatet er et fokus på det skrøbelige menneskeliv, som bliver en baggrund på hvilken resten af søndagens læsninger kan høres. Og salmens antydninger samles i vers fem, hvor nadverens karakter af mindemåltid betones samtidig med, at Jesu nedbrudte liv spejles i den revnede kops skrøbelige ler. På denne måde skriver salmen sig ind i den række af gudstjenesteegnede årstidssalmer, som på én gang rammer noget specifikt og noget mere alment. Og den vil i gudstjenesten kunne anvendes lige så naturligt efter den gammeltestamentlige læsning – som den i så fald udlægger – som efter prædikenen, hvor den lægger op til nadveren.

Også November går tungt gennem byen – der med sin titel knytter sig til det sene efterår og dermed forøger repertoiret her – er optaget i begge de nye salmebogstillæg. Teksten går elegant ind i årstidens blæst og mørke, men griber med femte vers’ spørgsmål ”Vil du Herre også forkaste / mig strengt med dit dømmende blik” ind i de dommedagstekster, der forekommer i kirkeårets afslutning og begyndelse, samtidig med, at næstsidste vers trøstende foregriber inkarnationen: ”Jeg tror du igen vil forlade / din himmel før alt brænder ned”. Altså en årstidssalme, der går hen over det sene efterår og den tidlige vinter – og samtidig knytter kirkeårets slutning og begyndelse sammen.

Mads Djernes, sognepræst og organist