Anbefaling til sommerens vielser: Hvad er det, du min kære


24-06-2017

Hans Anker Jørgensens fremragende vielsessalme ‘Hvad er det, du min kære‘ blev oprindelig udgivet i ‘Kærlighedens søn’ fra 1999. Den er således ikke helt ny, og den har rødder, der rækker endnu længere tilbage, idet den er en videredigtning af sangen ‘Hvad er det, min Marie’, som Grundtvig skrev til sit bryllup med Marie Toft i 1851, og som findes i Højskolesangbogen.

Gode, nye vielsessalmer er en mangelvare, men her er et kvalificeret bud på en salme, som tager både parforholdet og velsignelsen alvorligt. I en enkel og ligefrem tone taler den om tosomhed og troskab uden hverken at romantisere eller forfladige i hverdagsklicheer. At salmen også er en ligefrem samtidssalme træder frem allerede i den første sætning, hvor der spørges: hvad er det, der gør, at vi tør tro på, at lige netop vi to skulle kunne holde sammen og bevare gløden i parforholdet livet igennem? Hvorfor skulle det kunne lykkes for os med de skilsmisseprocenter, vi har i vor tid? Det er ikke noget irrelevant spørgsmål at stille ved en vielse, og der gemmer sig da også stof til mere end én vielsestale i denne salme. Salmens øvrige vers er nemlig et svar på dette indledende spørgsmål, idet Jørgensen i andet vers holder sig ganske tæt på Grundtvigs oprindelige svar med rimparret ‘ære/bære’ og dermed også hentyder til den Paulusformaning, der lyder ved vielsen: at vi skal bære hinandens byrder. Men der kommer mere i de følgende vers, og Hans Anker Jørgensen folder vielsens indhold ud på en forbilledlig måde, så man næsten glemmer, hvor vanskeligt det ellers er for os at formulere en egentlig vielsesteologi. Vielsen er ikke et sakramente, og det er ganske svært at præcisere, hvad vielsen egentlig handler om, når det ikke længere er seksualitet, forplantning og mangfoldiggørelse af slægten, som det var engang. Næstekærligheden er vi alle forpligtet på, både i og uden for ægteskabet, så hvad er det egentlig der gør, at vi er samlede her? Det svarer denne salme på.
I vers 3 erindres parret om, at de siger ja til både medgang og modgang: at dagene også med tiden vil være grå, og at man af og til må sige: ”Dig kan man, grimme, smukke, / kun elske med Guds hjælp”. Humor i salmer er en mangelvare, men Hans Anker Jørgensen kan i den grad slippe afsted med at bruge det. Men hvad gør vi da, når dagene bliver grå og kys og knus er få? I vers 4 lyder det, at vi sammen kan søge hen til Gud og varmes ved en kærlighedsflamme, som ikke bare er vores egen, og vi kan bede Gud velsigne os, så vi kan ligne ham bare en smule og elske bare en smule, som han gør det. Med den hjælp og velsignelse kan vi i vers 6 tro og håbe, at vores kærlighed må række ind i evigheden.
Som den eneste salme i ‘100 salmer’ er denne salme forsynet med to melodier, lige som den er i Højskolesangbogen. Evert Taubes melodi er en rolig og ligefrem melodi, mens Hans Holm har lavet en mere synkoperet og rytmisk præget melodi. Salmedigteren foretrækker Evert Taubes melodi.

Morten Skovsted