Så er det høsttid og tid til høstsalmer

Hvis vejret kan arte sig, er det snart høsttid. Derfor kan vi i den næste måneds tid glæde os over at synge de elskede gamle høstsalmer. Men vi kan også indføre en ny eller to.

Høstsalmerne er repræsenteret i Salmebogen med mægtige salmer som ‘Du gav mig, o Herre, en lod af din jord’ (DDS 728), Nu falmer skoven trindt om land’ (DDS 729) og ‘Vi pløjed og vi så’de’ (DDS 730), og derfor kunne man nemt forledes til at tro, at det var vanskeligt – om ikke umuligt – at skrive nye høstsalmer. Lige så stærke de gode, gamle høstsalmer er, lige så tydeligt er det imidlertid, at de er skrevet i en tid, der ikke er vores: De gamle høstsalmer er skrevet i en homogen, før-teknologisk landbokultur, som de færreste af os kan kende endsige lever i nu. Der er løbende blevet skrevet moderne landbrugs- og høstsalmer, f.eks. den morsomme ‘Jeg ejer både mark og eng’ af Jens Smærup Sørensen, der står i Højskolesangbogen (nr. 129) og senest udskrev ‘Landbrugets Kulturfond’ i 2015 en konkurrence om at skrive en ny landbrugssang.

Mens de færreste i vor tid høster, og mange børn ikke har det fjerneste kendskab til, hvor korn og brød kommer fra, så er det fortsat en fast tradition i de fleste kirker (i hvert fald uden for de store byer) at holde høstgudstjenester. Også derfor indeholder ‘100 salmer’ hele to høstsalmer. Den første, ‘Fra vest slår blæsten ind‘, er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen i 2013 i forbindelse med en høstfest i Rakkeby i Vendsyssel. Den er første gang udgivet i ‘Syng Nyt-hæftet’ (2014), siden i ‘I tid og evighed’ (2014), derefter medtaget i ‘100 salmer’ (2014) og nu også optaget i Salmedatabasen.

Salmen omfatter både Vestjyllands læhegn, byg og hvede samt byens kælderskakter, hvor det våde, visne løv gemmer sig og rådner bort. Spørgsmålet er så, om dette forsøg på at favne bredt virker, eller om identifikationen for storbymennesket eller kirkegængere i landets frodige, grønne og østdanske egne er hægtet af, når der indledes med omtalen af lave, vestjyske fyrrehegn? Det samme principielle spørgsmål kan stilles til f.eks. vielsessalmen, ‘Med favnen fuld af kærlighed’ (nummer 844 i ‘100 salmer’. Den er under bedømmelse i Salmedatabasen og kan derfor snart ses her). I den salme er det i vers 6 ret tydeligt, at den er skrevet med tankerne på Lindevangskirken, hvor lindetræerne ganske rigtigt møder én uden for kirken. Spørgsmålet om identifikation er vigtigt i salmerne, både gamle og nye, da man altid vil tilstræbe, at menigheden kan være et oprigtigt, syngende ‘vi’.

I nærværende salme kan man dog sige, at der kompenseres for den mulige eksklusion ved, at der i det følgende flere gange tales inkluderende og inddragende (se nedenfor).

Høstsalmen har den kendte takketone, når ‘vores lovsang’ fylder himmelrummet, men den har også en underliggende tone af vemod og afsked, som det kendes fra andre høstsalmer, ikke mindst ‘Nu falmer skoven trindt om land’. Denne dysterhed findes allerede i første vers, hvor de lave hegn danser skyggedans med mørkets magter, men også i feriedage der er brugt, sommer der brænder ned, og græs der visner. Eftertænksomheden og vemodet er tilsigtet fra Lisbeth Smedegaard Andersens side, og hun påpeger selv, hvordan Erik Sommers melodi understreger denne stemning.

Et andet væsentligt element i salmen er den måde, hvorpå salmen inddrager alle mennesker – både dem, der har meget at takke for, dem, ”som året bragte mere sorg end glæde” samt dem, for hvem fremtiden er en ”ligning med en hel del ubekendte”. Alle disse mennesker – og os med dem – ses dermed som små dele af et stort skaberværk, hvor forgængelighed og usikkerhed er et fælles eksistensvilkår. Til os alle lyder det ”Frygt ikke”, som igen og igen er engles ord til mennesker i Det Nye Testamente, og som gør, at vi kan lade vores vinterhjerter leve i Guds hænder.

Salmedigteren skriver selv om salmen: ”Da Danmark var et landbrugsland, var det naturligt at holde høstgudstjeneste og takke for høsten, men jeg tror, at når høstgudstjenester stadig er en naturlig del af vores kirkeår og tradition, så skyldes det, at vi har brug for engang imellem særligt at lægge vægten på taknemmeligheden over menneskelivet som helhed. Derfor er salmen en efterårs- og høstsalme, hvor jeg prøver at udvide perspektivet lidt fra høsten til taknemmeligheden over, at Gud ikke alene giver sol og væde, men også er hos os, når vi sørger og frygter for fremtiden”.

Morten Skovsted