Høstgudstjeneste og børnesalmer i september

Så er det blevet september – og nu er begynder efteråret! September er en herlig måned at gå tur i. Forhåbentlig er det noget, som børnene også har erfaringer med. Det er en måned, der er karakteriseret ved skønhed i farver, lys og mildhed – og så er det en måned med rige gaver.

September er også måneden, hvor mange vælger at holde høstgudstjeneste for børnefamilierne. Det er oplagt, selv om byboernes børn måske nok oplever, at de er på afstand af det arbejde, der skal gøres, for at høsten af grøntsager, frugter og korn kan komme godt i hus.

To høstsalmer:

Det skabte foldes ud i al sin glans i efterårets gyldne blomsterkrans. Sådan skriver Ester Bock i sin efterårssalme ”Septemberluften er så klar og stille” . Denne salme, som findes i databasen med børnesalmer, står også i FRIK’s første sangbog, ”Salmer og sange i skole og kirke” fra 2000.

Ester Bocks formuleringer i vers 3 lægger op til, at der også holdes nadver, fordi det daglige brød minder os om den Gud, der giver os alle gode gaver: Vi høster nu agurker og tomater og skærer dem i skiver som oblater, vi lægger dem på brødets grove kerner, så de til vinter os mod sygdom værner. Man kunne måske godt have ønsket en ligefrem ordstilling her.

Udtrykket ”Du Store Gartner som har vandet kloden” (vers 4), er et fint billede, som børnene med deres konkret operationelle tænkning vil kunne knytte til ved: Gud er som en gartner, der sørger for, at der er mad nok til os alle. Han må have en kæmpe vandkande, når han kan vande hele jorden fra sin høje himmel. Så er det op til os, at sørge for, at jordens ressourcer bliver fordelt, sådan at der nok til alle. Her bruger Ester Bock Jesu ord om ”et godt, presset, rystet, topfuldt mål, som gives os i favnen” (Luk. 6,38). Og den, der har fået meget givet, kan man med god grund også forvente – eller kræve – så meget desto mere af.

Johs. Johansen har også skrevet en høstsalme til børn, ”Nu går vi glad, hvor kirkegang” (1974 og 1994), en salme som er ret udbredt, og som også findes i Johannes Johansens ”Min egen salmebog” (nr. 261). Den synges på melodien til ”I østen stiger solen op”. ”Nu går vi glad” har i mange år været meget anvendt ved høstgudstjenester for børn, men det er ligesom om, man bliver lidt træt, efter at have sunget hans lange opremsning af frugter og grøntsager (som man så håber på, at børnene har taget med hjemmefra til brug for den efterfølgende høstauktion). Men Johannes Johansen en fin teologisk pointe i sin salme, hvor han knytter sædekornslignelsen sammen med høst og nadvermotiv i de centrale vers 4 og 5: Vi lægger kun et lille frø i jordens store skød, så blir det væk, så må det dø, før det blir dagligt brød. Og sådan blev vor Herres død til liv, da han opstod. Hans legeme er livets brød, og vinen er hans blod. Salmen er ret lang (13 vers) og kan med fordel forkortes. Man kunne f.eks. udelade vers 3-4 og vers 8-10.

To fortællinger:

En oplagt historie til genfortælling ved høstgudstjenester for børn er Ingrid Schrøder Hansens ”Gratis!”, (Bibelhistorier til hverdagsbrug, Aros 1986 og i flere undervisningsmaterialer til minikonfirmander). ”Gratis!” knytter til ved høsttiden og skaberværket og slutter af med en tak til den store Hr. Grati, hvem alt tilhører, og som derfor giver os alt af nåde. Det er en enkel fortælling, som nemt kan læres udenad – og en levende genfortælling gør budskabet mere vedkommende for børnene.

En anden dejlig fortælling til høstgudstjenesten er Johannes Jørgensens lignelse om ”Hvedekornet”, hvor Jesu lignelse om hvedekornet (Joh. 12,24) fortælles set fra hvedekornets perspektiv: ”Ak, hvorfor”, klagede hvedekornet. ”Hvorfor blev jeg til når det hele skal ende så skrækkeligt? Det var bedre, om jeg aldrig havde kendt solens lys og var blevet skånet for denne elendighed. Da talte en stemme til det stakkels forladte væsen, og stemmen syntes at komme ud af jordens indre. ”Frygt ikke”, sagde den, ”du skal ikke gå til grunde. Giv trygt og villigt slip på dig selv – og jeg lover dig et bedre liv. Dø, fordi det er min vilje, og du skal leve.” Historien slutter naturligvis med, at hvedekornet opstår en dejlig forårsmorgen som en grøn spire, der løfter sit hoved over den våde jord på marken. /Hans Boas