Solopgangsgudstjeneste

Når man som præst planlægger en børnegudstjeneste, vil man gerne have en god rekvisit med, som belyser og underbygger det glædelige budskab. Med temaet sol er ”rekvisitten” givet, man skal bare stå tidligt nok op. Sådan ca. kl. 4.00 i juni måned.
Vi mødes i kirken 10 min før og samler os på et sted med god udsigt, i kirketårnet hvis der er plads der, hvis ikke så måske på kirkegården. Musikledsagelse kan være guitar.
Lige inden solopgangen synger vi “Velkommen nye morgen”. Denne salme er nem at lære og læner sig i sit billedsprog tæt op ad Frans af Assisis solsang (DDS 17). Det er en lovprisning af hele skaberværket, en velkomst til de tilstedeværende ”børn, far og mor”, men samtidig en reminder om, at solen hver dag skinner i andre lande og dermed også for andre mennesker.
Betragt så i stilhed solopgangen sammen.
Lav derefter en kort frelseshistorisk tour de force med et stramt trinitarisk greb: Begynd med skabelsen, ”uden lys intet liv”, men det er ikke et hvilket som helst liv der er tale om, så gå videre til Jesus (”Du soles sol fra Bethlehem”, jf. DDS 674, Luk 1 78-79: Om solopgangen fra det høje som kommer for at lyse for dem der sidder i mørke og dødens skygge). Inddrag pinsen med Helligåndens komme som får mennesker til at ”se lyset” på ny, også der hvor solen på himlen ikke er i sigte (jf. DDS 136, Jesus som ledestjernen og hans guddomsord som det, der lyser for vor fod, jvf v. 7). Man kan evt. fortælle fra Jesu liv, om et af de mennesker på skyggesiden, han møder på sin vej og hjælper, f.eks. den blinde Bartimæus Luk 18, 35-43).
Vi kan så synge et par vers af DDS 674 I østen stiger solen op.
Så beder vi fadervor sammen og efter at velsignelsen er lyst, kan man slutte med at synge månedens salme i juni: “Må din dag få glæde”. Der er tale om en fagtesalme, så her kan de ikke-læsende små i menigheden også være aktivt med. I det lille vers rettes blikket mod den verden og den stadig spritfriske nye dag vi skal ud i efter at have været tidligt oppe. Vi sendes ikke bare hjem men sendes ud som lys for verden (jf. Matt 5,14).
/Lena Kjems