Velkommen i kirken!

Her i begyndelsen af en ny sæson af børnegudstjenester, kunne det være oplagt introducere kirkerummet. Måske kunne man gå på opdagelse i rummet, og lade kirken fortælle sine historier. Hvad har murstenene været vidne til op igennem historien? Hvad har døbefonten på hjertet? Alterlysene? Kirkeskibet? Etc. Der er stof nok til mange gudstjenester!
Der findes en række salmer, som egner sig i den forbindelse – og som også ville kunne bruges som fast indledningssalme for hele sæsonen. Her vil jeg pege på tre forskellige:
”Hør kirkeklokken ringer” er blevet lidt af et hit mange steder. Det er Holger Lissner der har skrevet den og med et enkelt greb, bruger han kirkeklokken som indgangsvinkel til gudstjenesten. Melodien er fængende og ret nem at lære. Salmen egner sig godt som ekkosalme, og første vers kan fint stå alene, hvis man har med meget små børn at gøre.
En anden mulighed er ”I Guds hus er der plads til at være”. Den har den indholdsmæssige styrke, at den siger noget meget enkelt og centralt, om kirken som det sted der udtrykker Guds altfavnende kærlighed. Desuden er der gode fagter til, som gør den nem at være med på, også for de mindste.
”Børnekirkesangen” er også en mulighed. Enkel og ligetil – og god til at få børnene med og til at føle sig set og velkomne lige fra begyndelsen af gudstjenesten.
For større børn kan man bygge gudstjenesten op over Sigurd Barrets ”Kirken er et hus for os alle”. Her udlægger hver enkelt vers, de enkelte led i gudstjenesten.