Dagen blir så kort ved Allehelgen (af Holger Lissner)


21-11-2019

Allehelgen søndag er den første søndag i november, hvor bladene falder af træerne, og vi risikerer den første nattefrost, der får æblerne til at falde og georginerne til at visne. Vi fryser, både når det bliver koldt, og vi fryser, når vi mister nogen, vi holder af. Endnu engang kan vi se naturens gang som et billede på livets gang.

Derfor er det oplagt i salmerne at skildre vores forhold til døden med naturbilleder, ligesom vi gør det i påske- og pinsesalmer. Dagen bliver kortere og kortere, og mørket længere og længere, både bogstaveligt, og når døden kommer nær, ”når vort liv blir aske, tab og støv”. Kan vi ikke sove, fordi savnet river i os, så er natten lang. ”Uret går, men tiden går i stå.” Vi hører uret slå både to og tre og fire, hvis vi har et ur, der slår.

Vi, der bliver ældre, mærker i vore kroppe, at også vi nærmer os mørket og døden. Det er svært at acceptere. Derfor spørger salmen: ”Men hvor er du, Jesus, hvor er du?” For jo mere vi mærker dødens uafvendelighed, jo mere søger vi efter et håb om, at Jesus vil komme til os med sit lys og sin kærlighed. Så døden ikke bliver det sidste. For han er den eneste, der kan bryde dødens magt. Han har selv prøvet vejen gennem dødens mørke. (Oprindelig skrev jeg ”ind i mørket”, men han kom jo ud igen påskemorgen. Derfor står der nu ”gennem mørket”.)

Ingen kan gå på vandet, men Jesus gjorde det. Det under, som er så mærkeligt for en snusfornuftig hjerne, bliver i denne situation til et rammende billede. Han kan gå og komme der, hvor ingen andre kan.

Oprindelig skrev jeg salmen til et hæfte, som FRIK, Forum for Rytme i Kirken, udgav i 2006 med Allehelgenssalmer. Men jeg har omarbejdet den flere gange, for hvis der er en formulering, der ikke er god nok, må jeg lave den om. Oprindelig havde jeg ladet Jesus tage ordet i v. 4 og svare på, om vi var forladt: ”Nej, jeg kommer til jer gennem natten, / over dybe vande går min vej, / jeg vil trøste alle jer, der savner: I, som bærer sorg, kom hør på mig! ….Jeg kan ikke tage savnet fra jer, sorgens glød må brænde langsomt ud, men I bliver ét med jeres døde, når I overgiver dem til Gud.

Det var ikke godt nok. Jesus skal ikke tale til os i salmerne. Her er det os, der taler til ham. Og en præst sagde til mig: ”Jeg kan ikke bruge den salme, for den siger det modsatte af, hvad jeg siger til de sørgende. Sorgens glød skal ikke brænde ud. Sorgen er jo en side af kærligheden, og den dør ikke, selv om et menneske dør.”  Det havde hun ret i. Det er ikke sorgen, der skal brænde ud, men smerten. Så i den nuværende form af salmen er det os, der siger til Jesus som en bøn: ”Du kan ikke tage savnet fra os, men lad vores smerte brænde ud, / så at glæden lyser gennem sorgen, / så at sangen løfter sig til Gud.”

Selv om man synes, lige efter et dødsfald, at det her kommer vi aldrig over, så er erfaringen, at livet går videre, og en dag kan vi alligevel atter smile. Ikke fordi sorgen er væk, men fordi der er noget, der er stærkere, som sætter sig igennem. Kærligheden til livet, til andre. Og så kan glæden lyse gennem sorgen.

Der er bare sket det, at i salmebogstillægget 100 salmer står der ”så at sorgen lyser gennem glæden”. Altså den modsatte vej. Jeg ved ikke helt, hvordan det er gået til. Men begge dele er rigtigt. Man kan mærke på et menneske, der har haft en stor sorg. Selv når det er glad igen, lyser sorgen igennem glæden som en indre skønhed og dybde. Og selv når vi sørger, kan glæden lyse igennem sorgen.

Når nogen dør, forsvinder de for os. Men tør vi tro på, at de hviler i Guds varetægt, i Guds hænder, så er vi ikke helt skilt. Selv om vi er i hver sin hånd. Vi er ét i Gud. Vi er med i gudstjenesten, selv om vi er det på to forskellige steder. Det er derfor, alterskranken er halvrund. Når vi knæler ved nadveren, må vi tænke på, at de døde også er med ved Guds bord, og at vi synger med i den samme lovsang til Gud. Det var det, Grundtvig udtrykte med salmen ”Helgen her og helgen hisset / er i samme menighed..” (DDS  573).

Derfor liver håbet op ved Allehelgen, og ligesom asketræets grene om efteråret sætter sorte knopper, der skal blive til grønne blade til foråret, sådan må vi håbe, at vi skal opstå af vores aske og være med i livet hos Gud, når ”evighedens morgensange klinger, / Kristus lever, mørket lyser op”.

Holger Lissner