Den sidste rest af sommerlys (af Holger Lissner)


01-10-2019

Det er ikke, fordi jeg ikke ser den, naturens farvepragt og årstidernes skiften. Jeg bor midt i det vestfynske skønne landskab med udsigt til Kattegat og Lillebælt, har skoven og marken lige uden for mit hus, og min kone får mig jævnligt med ud at gå tur. Det stornyder jeg. Men mærkelig nok præger det ikke mine salmer ret meget. Så når jeg skal skrive en efterårsklumme, får jeg problemer, i hvert fald med at give eksempler fra min egen digtning.

Men så er det godt, vi har Lisbeth Smedegaard. Hun sanser naturen og formår elegant at få naturbillederne føjet sammen med ord fra Bibelen, så selv jeg kan se det for mig. Lige nu står ildtornen lige uden for vores spisekrog og lyser op, og når vi kommer lidt længere hen, kommer solsortene og mæsker sig i de bær, der gør så meget reklame for sig selv.

Det samme gælder tjørnebuskene, som hun ofte nævne i sine salmer. De står med knaldrøde bær, og dem bruger Lisbeth Smedegaard i en epistelsalme, hun skrev sidste år til 22. s.e.trin, 1. tekstrække, hvor epistlen er Fil. 1, 6-11, hvor Paulus udtrykker sin tillid til, at ”han som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. ” Og han beder om, at menighedens kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, ”så I kan skønne, hvad der er væsentligt… fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus.”

Så er banen kridtet op til at sammenligne tjørnenes hyben med den åndelige vækst, som vi også gerne skulle lægge krop til.

  1. Den sidste rest af sommerlys
    nu vokser mørket støt
    men tjørnebuskens lygter står
    og lyser trodsigrødt
  2. hver gemmer på en stenet frugt
    og peger tappert frem
    mod livet der skal genopstå
    bag vintrens rekviem
  3. en dråbe ild som sol og vind
    en sommerdag har skabt
    der lyser allerklarest nu
    hvor alting synes tabt –
  4. som det der blev begyndt i os
    en venligsindet dag
    og ligger som en varme gemt
    i hvert et hjerteslag
  5. en tro et håb en kærlighed
    der ikke svinder hen
    så vi i sorg og modgangstid
    kan lyse klart ved den.

Lisbeth Smedegaard Andersen 2019

Jeg får helt lyst til at skrive en salme om ildtornene, men dem har hun allerede brugt i en anden salme.

Det, der er så fint, er, at hun gør det samme, som Jesus gjorde, når han fortalte lignelser. Hun vælger et naturbillede og bruger det som billede på Guds gerning i os. Så kan vi se det for os, og det står meget klarere, end om hun havde holdt en abstrakt prædiken om vækst og udholdenhed. Bærrene lyser ”trodsigrødt”, for der er altid lidt trods i troen og håbet. De taler mod kulden og håbløsheden. Og hybenen må risikere at dø for at bære liv og frugt næste år. Ligesom Kristus, der også døde og genopstod bag ”vintrens rekviem”.

Men der er også håb i, at det, som Gud har begyndt i os, en dag skal bære frugt, så også vi kan lyse i sorg og modgangstid. Det må også være håbet her i efteråret, hvor så meget falder og går til.

Erling Lindgren har skrevet en dejlig melodi, som passer fint i tonen til ordene. Og den ligger allerede og kan høres på Salmedatabasen (se salmen her)

[Salmen kan også opleves i DR kirken på DR K, søndag d. 6. oktober kl. 14, hvor Morten Skovsted har Lisbeth Smedegaard Andersen som den primære salmedigter og har anvendt netop denne salme på som udgangssalme. Red.]

Holger Lissner