Glædeligt nytår! (af Kirsten Nielsen)


02-01-2019

Som året går,
skal vore sind
nu vandre gennem
vinter ind.
Som træet nu
står tomt og bart
skal vi dets tanke
skue klart:

Hvordan det stod
på bitte fod,
men dybt i jorden
fæsted rod
og voksed til
en kæmpe-eg,
ud i hvis grene
livet steg.

Digteren Ole Sarvig begynder sin salme om årets gang (DDS 720) med billedet af et træ. Træet er livskraftigt, men ved vintertid står tomt og bart. Sådan kender vi det fra naturen, og herefter kunne Sarvig være fortsat med en strofe om, at naturen trods alt vågner op, og træet grønnes. Sådan gør Adam Oehlenschläger i sin salme fra 1813 (DDS 537):

Lær mig, o skov, at visne glad
som sent i høst dit gule blad;
et bedre forår kommer.
Der grønt mit træ skal herligt stå
og sine dybe rødder slå
i evighedens sommer.

Naturens gang er billede på livets gang: fra livet her i verden til det evige liv. Ned gennem salmen bruger Oehlenschläger naturbilleder, som skal overbevise os om, at sådan er vores livsbane. Men naturbillederne står ikke alene. Salmen slutter med linjerne:

Sving for mig håbets grønne flag,
langfredag var en bitter dag,
men skøn var påskemorgen.

Nok kan man lære af at se på naturen; men det er evangeliet om Jesu død og opstandelse, der er garanten for, at det også gælder for os, at det visne træ skal grønnes igen.

Ole Sarvig bevæger sig på samme måde fra naturens gang til evangeliet, når han efter at have skildret vinterens kulde og død forkynder, at ”et nådens barn er draget ind” (strofe 5). Derefter vælger Sarvig igen et naturbillede for at beskrive, hvad dette budskab betyder for os:

og hvis du faldt
som frøet ned
i jordens mørke
evighed.
Hvis du er helt
alene, du,
så skal du se
din frelser nu.

Fra naturen ved vi, at frø skal i jorden for at kunne spire igen. Men her er mere end naturerfaring. For fra Johannesevangeliet kender vi Jesu ord om hvedekornet, som først må dø i jorden for at kunne spire og bære mange fold (Joh 12,24). Ordene gælder Jesu eget liv, og det er hvad Sarvig knytter til ved:

Han er som liv
i frugt og frø,
der måtte falde
dybt og dø …

Vi er som træet, vi er som frøet, der falder ned i jordens mørke. Jesus er selv som frøet, og Jesus er som træet. I strofe 8 genoptager Sarvig nemlig træbilledet og bruger det nu om Jesus; men der sker noget nyt, når Sarvig skriver:

Han gror af jeg’ets
hjerterod.
Han er dit liv. Du er
hans blod.

Nu er vore hjerter blevet den jordbund, Jesus skal vokse op af. Tættere kan man næsten ikke komme Jesus. Han gror i os, og vi lever af ham. Fra Jesu lignelse om sædemanden kender vi tanken om, at ordet skal sås og gerne slå rod i den gode muld, hvor det kan give 100 fold (Luk 8,4-15). Da Grundtvig gendigtede lignelsen, understregede han, at det er hjertet, ordet skal sås i. Stroferne 7-10 indledes alle med en henvisning til hjertet: ”Hvor hjertet er som alfarvej… Hvor hjertet vel som voks er blødt… Hvor hjertet vel er halvvejs godt … Hvor hjertets lyst er liv og fred…” (DDS 153).

At det er Jesus selv og ikke blot hans ord, der er det frø, der sås i hjerterne, gør forholdet mellem ham og os meget nært. Jeg ved ikke, om Sarvig i den sammenhæng også har tænkt på Johannesprologens tale om Jesus som Ordet, men under alle omstændigheder vælger Sarvig at tale så konkret som muligt og så personligt som muligt. Vore hjerter er Jesu grobund! Og videre hedder det: ”Han er dit liv. Du er hans blod.” Nu drejer Sarvig ordene fra nadveren, så vi ikke blot drikker Jesu blod, men selv er hans blod.

Salmen fortsætter med at udfolde, hvad det betyder, at vi er så tæt forbundne. Sarvig lader Jesus selv tage ordet og love, at de, der har mistet alt, vil opleve, at Han tager bolig i dem. Men for at vi kan opleve det, må vi selv ned og våge ”under sne / på denne kolde / vinterdag / i livets skjulte / spirelag.”

Salmen er fuld af billeder på liv, død og opstandelse. De mange billeder skaber fortrøstning til, at det kan gå os som træet eller frøet. Men når billederne er andet end æstetik, så skyldes det, at de ved deres henvisninger til de bibelske tekster peger på en bestemt tolkning af naturbillederne. Derfor er det håb for et træ.

Kirsten Nielsen