Helligåndens fest – ånd, ånde og vindpust ( af Kirsten Nielsen)


21-06-2019

Pinsen er Helligåndens fest. Men hvad skal vi forstå ved Guds ånd? Det første sted i Bibelen, der nævner Guds ånd, er skabelsesberetningen. Her hedder det: ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene”(1 Mos 1,2). Men går man ned i fodnoten til stedet, så er der angivet en alternativ oversættelse: ”Guds storm jog hen over vandene”.  Grunden er, at den hebraiske glose, rûa?, der traditionelt gengives ved ånd, også betyder åndedrag og stormvejr. En tredje oversættelsesmulighed ville derfor være: ”Gud blæste sin ånde ud over vandene”. Og hvorfor nu bruge tid på den slags sproglige finurligheder? Det skal vi af hensyn til beretningen om pinseunderet.

I Apostlenes Gerninger fortælles det, at Jesu disciple var forsamlede pinsedag. ”Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad” (ApG 2,1-2). Og så fortælles det, hvordan Helligånden viste sig i form af tunger af ild, som satte sig på disciplenes hoveder. Når vi læser om dette lydfænomen, får vi mulighed for at knytte forbindelsen tilbage til Guds åndepust, Guds stormvejr, i Bibelens begyndelse. Vi kan derfor se pinsebegivenheden som skabelse. Gud kom til stede som et pust og skabte nyt: den kristne menighed.

Sådan kan vi tolke de gamle tekster; men kan vindpustet/åndepustet stadig bruges som billede på Guds nærvær i form af Helligånden? Grundtvig kunne i hvert fald bruge billedet. I pinsesalmen, ”Fra himlen kom den Helligånd” (DDS 283), beskriver Grundtvig det, der sker hos os, når vi holder gudstjeneste, med ordene:  ”Dér skaber og til Herrens pris … Guds åndepust et Paradis.” Jo, når Gud blæser sin ånd som et frisk åndepust over verden, så skabes der Paradis på jord! Og vel at mærke lige her og nu.

I den vel bedst kendte af sine pinsesalmer ”I al sin glans nu stråler solen” (DDS 290), beskriver Grundtvig, hvordan hele den danske natur er med til at skabe pinse. Vi kan se solskinnet, lytte til nattergalene, mærke, hvordan det ”vifter hjemligt gennem løvet” og høre, hvordan den lille bæk kommer rislende gennem engen. Men det er ikke blot naturskildringer, det er tegn på guddommeligt nærvær, når livslyset kommer fra nådestolen, eller ”Det ånder himmelsk over støvet”. Og om alt det, vi oplever, hedder det: ”Det volder alt den ånd, som daler, / det virker alt den ånd, som taler…”. Det vifter og ånder af pinse hos Grundtvig!

Eller tænk på salmedigteren Jørgen Gustava Brandts pinsesalme, ”Hør himmelsus i tredje time!” (DDS 285). I første strofe beskriver Gustava Brandt pinsebegivenheden som et himmelsus, der bevirker, at ”vindklokker gir sig til at kime / med Helligånden ganske nær”. Billedet af vindklokkerne gør Helligåndens nærvær hjemligt. Vi er ude i haven, hvor vi har hængt  små vindharper op, så de kan klinge i vinden. Men hos Gustava Brandt er de mere end det, de er hilsener fra den ånd, der kommer pinsedag.

I salmebogstillægget 100 salmer giver Holger Lissner i salmen ”Gå gennem byens lange lige gader” (nr. 835) Helligånden denne opfordring: ”stryg ømt hen over slidte, grå facader, / og rør de trætte smilebånd”, og senere i salmen hedder det: ”Blæs ny luft gennem kirker og kontorer”. Helligånden er som den milde vind, der kan stryge ømt hen over husvæggene, men den kan også rense ud og forny luften, så vi kan ånde frit.

Vinden som billede på Guds nærvær er enkelt. I Arne Andreasens salme ”Må Herren lyse for din fod” (nr. 863) lyder en del af velsignelsesønsket: ”og må vinden være varm og god”. Det kan forstås bogstaveligt, men har også en merbetydning: Guds nærhed livet igennem.

Vi har brug for kropsnære billeder, noget vi ikke blot ser eller hører, men også mærker på huden. Pinsen handler om, at Gud kom for at være nær ved alle. Jesu liv var bundet til tid og rum; men Guds ånd og åndepust er overalt. Vi kan mærke det som vinden mod ansigtet, eller vi kan opleve det som det fælles åndedrag, når vi er sammen til gudstjeneste, for kirken er ”et sted vi helligånder luften sammen” (Iben Krogsdals salme: ”Vi finder fred i kirken”, nr. 860). Når vi ånder ind og ud på samme tid i salmesangen, så er det som den første pinsedag, hvor Helligånden skabte fælles forståelse mellem de mange forskellige mennesker.

Det er pinse. Naturen holder pinsefest, vi holder pinsefest. Men Helligånden er året rundt Guds nærvær, som vi bl.a. kan blive mindet om, når vi mærker vinden mod ansigtet. Men Helligånden er også talsmanden, som hvisker Guds ord ind i os, eller som Tove Ditlevsen formulerer det i sin aftensalme: ”Nu sænker Gud sit ansigt over jorden” (nr. 816):

O, lyt en kølig forårsnat i Norden.
Guds milde røst er vindens sagte susen,
og evighed er lagt i blomsterånde,
– nu sænker Gud sit ansigt over jorden.

Glædelig pinse og glædelig hver dag under vindens sagte susen!