Hvordan lyder en julesalme? (af Mads Djernes)


01-12-2019

Med al den musik, vi underholdes med i årets sidste måned – i gader, butikker og hjem – kunne man tro, at der findes et særligt krydderi for komponister, der kunne får deres musik til at dufte af jul. Jeg ved ikke, om det findes – men vil i det følgende vil forsøge at pege på et musikalsk-teologisk fænomen.

I renæssancen og barokken – altså i menighedssalmens første par århundreder – arbejdede alle komponister ud fra en ’affektlære’, der med musikalske virkemidler kunne beskrive en særlig følelse eller stemning. Eksempelvis beskriver en nedadgående hel- eller halvtonebevægelse et suk og kaldes derfor en ’seufzer-figur’. Det er altså en slags musikalsk sprog, som naturligvis skal læres, men som herefter kan vække genkendelse, når man hører dets forskellige tegn. Musikere og lyttere kunne altså ’se’ musikken, hvis de lyttede opmærksomt nok.

Hvis man ser på en række af de ældre julesalmers melodier, så dukker der et fælles træk op – nemlig, at melodien begynder med en mere eller mindre eksplicit dur-treklang. Prøv selv at synge den første linje af Af højheden oprunden er, Lad det klinge sødt i sky, En sød og liflig klang – og Zions vægter hæver røsten, selv om den rettelig er en adventssalme. Dette musikalske motiv, som i de nævnte melodier fungerer som vignet eller kendetegn, udtrykker i sig selv noget enkelt, oprindeligt og næsten naivt. Og netop durtonalitetens umiddelbare glæde og udadvendthed – i modsætning til moltoneartens indadvendte og sørgmodige karakter – kan alle ører fornemme. I øvrigt kan durtreklangen tydeligt høres i begyndelsen af melodien til Giv mig, Gud, en salmetunge – hvilket skyldes, at melodien ikke er skrevet til denne tekst, men til en julevise fra tiden før reformationen.

Med denne musikalske karakteristik af en række julesalmemelodier er det nærliggende at forestille sig, hvordan komponisterne for flere hundrede år siden fandt, at durtreklangen rimede med beskrivelsen af Jesu fødsel – og dermed passede som fod i hose til digtningen over julenats begivenheder.

Gik denne måde at skrive julemelodier på i glemmebogen, da komponisterne i det nittende århundredes romantik skulle udtrykke sig personligt og originalt? Det er der ikke noget, der tyder på, for durtreklangen gør sig stærkt gældende i melodierne til Det kimer nu til julefest, Julen har bragt, Velkommen igen, Guds engle små (Berggreen) og I denne søde juletid (Balle). Måske har komponisterne haft sans for denne julesalmetreklang – eksemplerne kan i al fald være et bevis på, at komponister – som kunstnere i øvrigt – altid i større eller mindre grad har stået på skuldrene af dem, der kom før.

Sker det stadig? Det vil jeg mene, men vurdér selv om En stjernetyder sad og Nu kimer julens klokker ikke også klinger af jul.

Mads Djernes