Jagten på det fembenede lam (af Peter Albek Noer)


02-08-2019

Skal denne klumme handle om fåreavl? Nej! Men jeg vil alligevel gerne fortælle dig om et af vore fembenede lam. Fembenede lam er meget sjældne. Og udtrykket ”fembenet lam” kan bruges om noget, der er meget sjældent.

Særlige fuglekendere – ornitologer – kan gribes af jagten på sjældne fugle. Og dags dato, hvor jeg sidder og skriver, slog jeg lige op på ”Dansk ornitologisk forenings” hjemmeside. Overskriften var: ”Supersjælden fugl fra syd. I dag valfarter store dele af fugledanmark til det nordvestligste Jylland efter fundet af Danmarks kun anden gærdeværling.” Kan man som fuglefotograf få et godt billede af sådan en sjælden fugl er man høj i lang tid.

En dag blev jeg kontaktet af en antikvarboghandler, som havde et sådant ”fembenet lam”. Han sagde at han havde en Thomissøn Salmebog fra 1569. Jeg tænkte: ”Det kan ikke være sandt!” – men billeder pr. e-mail afslørede, at det måske nok var sandt. Sælgeren vidste også, hvad han ville havde for denne sjældenhed. Om natten sov jeg meget let. Jeg stod op meget tidligt og besluttede, at jeg blev nødt til at være fremme, når den handlende lukkede op i butikken for at se på den sjældne salmebog. Som tænkt så gjort. Jeg var fremme ved åbningstid – og så på salmebogen. Det var den rigtige og den var i god stand – og var gået i arv i en familie siden 1881. Sådan en sjældenhed kommer uhyre sjældent til salg, så jeg købte den! Og selv om jeg betalte rigtig mange penge for den, vendte jeg meget glad hjem. For at kunne ”indfange” sådan en bog vil jeg gerne spare på mange andre områder i lang tid.

Udtrykket ”fembenet lam” bruges dog ikke primært for at understrege at noget er sjældent. Oprindeligt brugte man udtrykket, når flere faktorer spillede sammen og skabte noget særligt vellykket. Og sådan er det faktisk med Thomissøns salmebog fra 1569. Den er særdeles vellykket og er i sin virkningshistorie en af Danmarks allervæsentligste bøger. Den er Danmarks og Norges første autoriserede salmebog, og salmer er de væsentligste formidlere af det kristne budskab!

Salmebogen har 450 års jubilæum i år! Hans Thomissøn daterede fortalen 10. aug. 1569 og kong Frederik II autoriserede salmebogen 5. nov. 1569 – og hvad der var lige så vigtigt: Kongen skrev et følgebrev til biskopperne om, at salmebogen skulle bruges overalt i riget, og at biskopperne derfor skulle befale provsterne at kirkeværgerne skulle købe et eksemplar af denne salmebog til kirkens brug. Den skulle altid forefindes i alle kirker, og der måtte kun bruges denne salmebog.

Salmebogen var i sig selv også et meget vellykket projekt. Hans Thomissøns research efter tekster og melodier var fantastisk, hvilket han havde fået stor hjælp til af sin far Thomas Knudsen, der var en af de allerførste lutherske præster. Hans Thomissøn gennemredigerede alt omhyggeligt, og han trak udgivelsen flere år, for at udgivelsen skulle blive så perfekt som muligt. Salmebogen er med nodesats, for at ikke blot teksten, men også melodien skulle være ens i det store kongerige. Endvidere er det bogtryksmæssige af en fantastisk kvalitet og meget smukt.

Derfor må det konkluderes, at 450 års jubilaren, Danmarks første autoriserede salmebog, i sandhed er et fembenet lam, idet flere faktorer har spillet sammen og skabt noget særdeles vellykket.