Til fastetiden: Pilgrimsvandring (v/ Niels Thomsen)


01-03-2019

Ingemanns Igennem nat og trængsel (DDS 381) bliver sjældent brugt, men den er værd at hente ind i fastetiden. Det er en pilgrimssalme. Pilgrimsmotivet har en stærk tradition i kristendommens historie, men har i mere end 100 år haft dårlig presse i dansk teologi. Man har regnet motivet for verdensforagt, og har som kontrast prædiket om at være ”jorden tro” eller proklameret, at kristendom ikke drejede sig om livet efter døden, men om livet før døden.

Hos Ingemann finder vi motivet i mange salmer, og i to af hans salmer er det hovedmotiv: I Dejlig er jorden og i Igennem nat og trængsel går sjælens valfartsgang. De har en meget forskellig status. Dejlig er Jorden er elsket. Skøn er sjælenes pilgrimsgang hedder det, og vi vandrer med sang gennem de favre riger på jorden til Paradis. Det høres som idyllisk julestemning, og salmen kan bruges også ved begravelser, hvor den kan give et smukt harmonisk billede af det liv, den afdøde har haft. Det overses, at det er i lyset fra målet for pilgrimsvandringen, Paradis, at pilgrimmen kan se jordens riger som favre og opleve pilgrimsgangen som skøn.

Umiddelbart klinger indledningen til Igennem nat og trængsel går sjælens pilgrimsgang som en modsigelse af indledningen til Dejlig er jorden. Men i fasten skal der være tid til at lytte til den prædiken, der ligger i Igennem nat og trængsel. 

1
Igennem nat og trængsel
går sjælens valfartsgang
med stille håb og længsel,
med dyb forventnings sang.
Det gennem natten luer,
det lysner gennem sky
til broder broder skuer
og kender ham på ny.

Vers 1. I første vers synger vi om sjælens valfartsgang, i sidste vers om den store pilgrimsgang. Den vandring begynder i nat og trængsel. Men ikke i mismod! En pilgrimsvandring har et mål. Målet i middelalderens pilgrimsvandringer var et helligt sted, en kilde, en kirke, eller Jerusalem og Betlehem. Forventningen om målet giver glæde under vandringen. I salmen her er målet ikke jordisk, men åndeligt. Så meget større er forventningen. Vandringen sker i stille håb og længsel og dyb forventning, der bliver til sang i natten og trængslen. Nat og trængsel er pilgrimmens erfaring. Ikke favre riger. For den, hvis erfaring er nat og trængsel, kan en sang der begynder med den dejlige jord og de fagre riger lyde som en forløjet idyl, som skubber de mismodige, de trætte, de gamle og de syge fra sig og efterlader mange i natten og trængslen.

Vers 1 her er stille. Der luer, brænder, en flamme i natten, og et solstrejf bryder igennem grå skyer. Det er ikke et buldrende flammehav eller lyset fra en sol, der ved højlys dag skinner fra en blå himmel. Men der er lys nok til, at pilgrimmen ser, at han ikke er alene. Broder ser broder.

2
Vor nat det lys oplive,
som aldrig slukkes ud;
ét sind os alle give
i trængsel trøstens Gud;
ét hjerte kærligt lue
i hver korsdragers bryst,
én Gud, til hvem vi skue,
én tro, ét håb, én trøst!

3
Én røst fra tusind munde,
én ånd i tusinds røst,
én fred, hvortil vi stunde,
én frelsens, nådens kyst,
én sorg, ét savn, én længsel,
én Fader her og hist,
én udgang af al trængsel,
ét liv i Jesus Krist!

Vers 2 – 3 er en lang bøn om enhed. Vi beder om, at det lys, vi fik at se, må give liv i vor nat og trængsel. Vi bruger flertal: Vor, og vi beder om, at dette flertal ikke blot skal være mængde, men blive til en enhed. Vi begynder ene, vi finder brødre. Vi bliver mange, og vi beder om, at de tusind munde må blive én røst, gennemtrængt af én ånd. Mange af de ord for enhedens indhold, vi finder i disse to vers, er hentet i Paulus’ brev til Efeserne (kap. 4, 4-6), men Ingemann henter dem ind i sin egen sammenhæng. Det er håbet om enhed, han tager til sig. Ingemann føjer selv andre af enhedens former til.  Sorg, savn, og længsel er hentet i pilgrimsmotivet.

 4
Så gå vi med hverandre
den store pilgrimsgang.
Til Golgata vi vandre
i ånd, med bøn og sang.
Fra kors, fra grav vi stige
med salig lov og pris
til den Opstandnes rige,
til frelsens Paradis.

Den vandring, vi begyndte alene, er blevet én stor fælles pilgrimsgang. Sådan er det også i Dejlig er jorden, men her peges der på, at vandringen ikke går ligeud til Paradis, men først går vejen til Golgata, korset og graven og derfra til den Opstandnes rige og frelsens Paradis.

Den betydeligste forskel mellem Dejlig er jorden og Igennem nat og trængsel er ikke den forskel, der falder i øjnene i indgangslinjerne til de to salmer. De er fælles om at forstå menneskelivet som en pilgrimsvandring.

Forskellen er, at Igennem nat og trængsel ser tilværelsens trængsler og gør det klart, at pilgrimsvejen går til Golgata med kors og død. Vi følger Jesu vej, efterfølger ham, ligedannes med ham og når til en opstandelse, der forener os med ham.

Det er ikke en luthersk salme. Vi synger ikke om synd og nåde. Det er heller ikke en moderne sekulariseret og aktivistisk salme. Derimod en salme om fællesskab med Gud, et fællesskab, vi med bøn og sang har del i allerede under vandringen. Både i Dejlig er jorden og i Igennem nat og trængsel er pilgrimsvandringen en glædens vej.