Rør forsigtigt ved min gamle jul (af Morten Skovsted)


19-12-2019

Juleaften 1811 blev Danmarks første juletræ tændt i familien Lehmanns hjem i Ny Kongensgade 221 i København. Martin Lehmann var vokset op som præstesøn i Holsten, og derfra introducerede og importerede han en juletradition, der stadig lever i de danske hjem. I de følgende årtier voksede mange andre af de stadig kendte juletraditioner frem, sådan at der er mange genkendelige elementer i Peter Fabers julesang ’Sikken voldsom trængsel og alarm’ fra 1848. Der synger vi om indkøb, udsalg, juletræspyntning, dans om træet, familiehygge, risengrød, gås og kirkegang, hvad vi jo alt sammen kan genkende fra julen, også i år.

Peter Faber slutter som bekendt sin julesang

Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul,
rør blot ikke ved min gamle jul.
Jul, jul, jul, jul, jul, jul,
rør blot ikke ved min gamle jul.

I sin direkte henvendelse til Gud beder Faber i dette vers ikke om frelse, fred på jorden eller evangeliets udbredelse, men om at Gud vil lade være med at røre ved den gamle jul. Og den bøn vil mange bede med på, også i 2019. I en rodløs, forvirret og på mange måder historieløs tid som vores har vi her noget af det sidste, der for alvor kan samle os som familier og som folk: ”Julen, som den altid har været”. Et af de steder, hvor nostalgien slår fuldtonet igennem, er i forhold til julens salmer. Både dem vi synger i kirken, og dem vi synger omkring juletræet skal være de gode, gamle salmer.

Det er vidunderligt, at det er sådan. Når vi synger ’Det kimer nu’, Dejlig er jorden’ og ’Et barn er født i Betlehem’, så løfter taget sig. Og når vi synger de gamle salmer, så synger vi vores historie med i dem: Vores egen historie, fordi vi sang salmerne som børn. Og vores slægts historie, fordi vores forældre og bedsteforældre gjorde det samme.

Jeg bliver så rørt, når jeg hver juleaftens formiddag har gudstjeneste på Hjortshøj Lokalcenter. For der sidder de gamle og synger med på deres levede livs salmer. Man kan se en tåre i en øjenkrog her og der, og såmænd også i præstens, for de gamle synger og tænker samtidig tilbage på dengang i 1920’erne, hvor de sang salmen som børn sammen med deres bedsteforældre. Og dengang i 1940’erne, hvor da sang den med deres egne små børn i det nye hjem. Og dengang de sang ’Dejlig er jorden’ til ægtefællens begravelse. Når vi synger de salmer, vi kender, så synger vi også vores egen historie, og det er umådelig værdifuldt.

Lad os derfor endelig blive ved med at synge de gamle, skønne salmer i julen. Men lad os ikke nødvendigvis kun synge de gamle salmer, for det er god, gammel tradition at synge nye salmer i julen, som man f.eks. gjorde i Vartov i 1840’erne. De første år, efter at Grundtvig kom til Vartov i 1839, valgte han pligtskyldigt udelukkende salmer fra den autoriserede salmebog, som han ellers havde et særdeles anstrengt forhold til. Men til gudstjenesten juledag 1845 havde han vovet at aftrykke et lille sanghæfte i lommeformat med fire julesalmer, heriblandt ’Et barn er født i Betlehem’ og ’Lovet være du, Jesus Krist’. Grundtvig, som ellers nok havde været i øvrighedens og censurens søgelys, afventede med spænding, hvad der ville følge af dette dristige skridt… men der skete ingenting. Til påske og pinse 1846 lavede Grundtvig tilsvarende sanghæfter, og det blev han ved med år for år. Hæfterne voksede, indtil de blev til ’Fest-salmer’ i 1850 med 30 salmer til kirkeårets højtider. I de kommende år voksede hæftet yderligere for hvert oplag, indtil de i 1856 rummede hele 245 nye salmer, heraf en hel del af Grundtvig selv.

Det er en kendt sag, at Grundtvig arbejdede på salmefornyelse, men det mod og den intensivitet, der blev lagt for dagen, som netop beskrevet, er udtryk for, at der ikke bare var tale om et hygge-projekt, men om en sag af teologisk og kirkelig nødvendighed: Selvfølgelig skulle der synges nye salmer, når de var gode og kunne bidrage med noget, de gamle ikke havde: Nyt sprog, nye billeder, ny teologi.

Det samme behov har vi i dag for også at synge nye salmer, sådan at gudstjenesten bestandigt kan være en aktualisering af evangeliet. Sådan at ingen kirkegængere kan gå fra en gudstjeneste og kun have sunget gamle salmer, for hvad udtrykker vi dermed? At alt om kristentroen og kristenlivet blev færdigformuleret i 1600- 1700 og 1800-tallet? Den tanke er hverken særlig luthersk, særlig grundtvigsk eller særlig klog.

I salmenetværket Syng Nyt har vi siden 2011 arbejdet for udbredelse af de bedste nyere salmer. Ikke fordi vi kun skal synge nyt; det ville være en fattig affære. Men fordi vi skal synge både gammelt og nyt. Fordi det er en rigdom, når vi i en gudstjeneste kan synge både ’Aleneste Gud i Himmerig’, som har rødder i det 2. århundrede, en Luthersalme, en Kingosalme, et par Grundtvigsalmer og en salme af Lisbeth Smedegaard Andersen. På den måde udtrykker vi i et syngende, kropsligt fællesskab, at digtere fra forskellige århundreder, ja årtusinder, kan sætte hver deres ord på det evige budskab. Det er i sig selv et stærkt, både poetisk og teologisk budskab.

Men juleaften? Kan vi synge nye salmer der? Ja, selvfølgelig kan vi det! Det kan vi også i adventstiden og de øvrige juledage. Der er mange af de gamle salmer, vi så gerne vil have sunget, men der er også mange dage at tage af, og som anført ovenfor, så bør vi lægge os i selen for at finde også nogle nyere salmer, som vi kan synge sammen med de gamle. Også når det gælder advents- og julesalmer, er vi forpligtet på at prøve nye salmer af, sådan at vi kan gøre, hvad også de gamle menigheder gjorde: Afprøve hvad der skal synges ind, og hvad der skal synges ud.

I Hjortshøj kirke har jeg de sidste 7-8 år haft en ny salme på tavlen juleaften sammen med tre af de klassiske salmer. Første gang var det med bævende hjerte, men det blev så godt modtaget af menigheden, at vi har sunget en ny salme hvert år siden, heriblandt taizésalmer og en enkelt kanon. Julen er ikke den højtid, der byder på flest nye salmer, for også de nye salmedigtere kender menighedens kærlighed til de gamle salmer, og de deler den også selv. Men der er heldigvis noget at vælge imellem:

Man kunne vælge Lisbeth Smedegaard Andersens ’Blåt vælded lys frem’ (DDS 131), fordi Smedegaard altid er sprogligt stilsikker, og fordi hendes salmer er billedrige og gennemarbejdede. Salmen har et let varieret omkvæd og rummer smukke fødselsbilleder og –associationer, ligesom den på elegant vis inddrager adskillige bibelske motiver.

Man kunne vælge Johannes Johansens ’Det var ikke en nat som de andre’ (DDS 98), der fremhæver det ganske særlige ved julenat, ved det barn der blev født samt det liv og den død, der blev hans. Vandremotivet er gennemgående: Englene og stjernerne vandrede over himlen og var tegn på, at Gud vandrede ned på jorden, for at Kristus kunne vandre blandt os, så vi nu kan vandre blandt hinanden med lyset, der kom til verden.

Man kunne vælge Iben Krogsdals ’Decembernat’, der kredser om, hvordan barnet blev født, ikke bare i verden men også i vore hjerter, hvor han giver os livskraft, så vi mærker, ”at selv helt alene er mennesket to, / at barnet fra himlen skal vokse sig stort / det sted i os selv, hvor vi kommer til kort”.

Men i skrivende stund og til denne sammenhæng vælger jeg en salme af den nyligt afdøde Simon Grotrian: ’Nu dufter vi af jul igen’. Jeg gør det ikke fordi jeg nødvendigvis kommer til at vælge den juleaften, men fordi jeg finder Grotrian både spændende og nødvendig og gerne vil knytte et par introducerende ord til både salmen og dens digter.

Simon Grotrian er helt sin egen blandt de nyere salmedigtere. Hans sprog er særpræget, skævt, malende og eksplosivt nyskabende. Grotrian havde allerede gennem mange år været en anerkendt lyriker, da han sprang ud som salmedigter i 2006. Siden da har han været særdeles produktiv med op til flere salmesamlinger hvert år. For mange i menigheden vil der være tale om vanskeligt tilgængelige salmer, for sproget sprænger alle grænser. Hvor de gamle salmer ofte er svært forståelige på grund af århundreders sproglige afstand, så er Grotrians salmer bevidst og villet uudgrundelige, ”fordi vi aldrig kan komme omkring Gud med vores sprog”, som Grotrian selv har udtrykt det.

Man kunne frygte en vis fremmedgørelse for den syngende menighed i mødet med et så anderledes sprog, men det er min erfaring, at der sker noget ganske andet: når f.eks. dåbsfølget synger (eller ikke synger) gamle, svært begribelige salmer, så optræder en asymmetri, fordi præsten, ritualet og salmernes bedagede sprog virker højt ophøjet, mens menigheden sidder undrende tilbage. Med Grotrians salmer, der kan være lige så vanskeligt begribelige, er man på den anden side fælles stillet under den samme poetiske himmel. Over for Grotrians billeder og nye ord står vi undrende ved siden af hinanden og kan konstatere, at verden nok engang er større end vores fatteevne og kendte begreber. Og er det ikke blandt andet det, vi kommer i kirke for at opleve?

I arbejdet med salmedatabasen.dk har vi nedsat en stor redaktionsgruppe, der bedømmer og kommenterer de mange tekster og melodier. I forbindelse med bedømmelsen af en Grotrian-salme, var der en præst, der skrev: ”For nogle er Grotrians vilde og til tider groteske billedsprog en poetisk fornyelse. Jeg er mere tilbageholdende, fordi jeg mener, at det rykker ved hele salmegenren.” Den sidste sætning er påfaldende, fordi den synes at lade ane, at salmegenren er eller bør være uforanderlig. Det har den aldrig været, og det bør den vel heller ikke være. Vi er i hvert fald mange, der er glade for at både Luther og Grundtvig har rykket betydeligt ved salmegenren.

Grotrian rykker ved sproget og salmegenren, måske nogle gange ud over kanten, men det kan man også blive klogere af. Hvor Faber bad Gud om ikke at røre ved den gamle jul, og hvor både præster og kirkegængere kan synes at have det på samme vis med de gamle salmer, så kan det være ganske livgivende, når vi af og til bliver rørt og måske endda skubbet ud af vores egne gode vaner og kendte tilstande for at opdage, at der findes nye erkendelser og billeder udenfor det vante..

Lad os således se nærmere på Grotrians julesalme:

Nu dufter vi af jul igen
og Kristus kom til fods herhen
hvor livets børn skal trøstes
en ekstra stjerne lyser højt
om natten er der fuglefløjt
hvor sneens marker høstes.

Og engletoner danser blødt
om hjertet, der er lyserødt
og åbner sine låger
for kærlighedens smykkeskær
imellem dig, o Gud, og hér
kan ses i stjernetåger.

Nu kommer Kristus med sig selv
vi mærker klodens svaneskælv
der rydder vore hylder
i livets supermarked går
vi hastigt mod det nye år
som barnet atter fylder.

Og ved den sidste hjertedør
dér finder vi en bro af smør
og brød og vin i strømme
o Gud, lad vore engle stå
på vagt med himlens stjerner på
vi ser dem kun i drømme.

 Simon Grotrian, 2011

Salmen udgør ikke en kontinuerlig fortælling, men julen og Guds nedstigen til jorden julenat udgør en rød tråd i salmen: Den allerførste linje nævner julen direkte men med et sprogligt twist: at det ikke dufter af jul, men at vi gør det. Julen er ikke noget udenfor os. Den er i os og mellem os, og vi er selv jul. I samme vers lyser den ganske særlige stjerne, enten over Betlehem eller over os… eller begge dele.
I vers 2 er der ’engletoner’, et udtryk, som vi også kender fra to Grundtvig-salmer: ’O, lad din Ånd nu med os være (DDS 446): ”For vuggen lyde engletoner / lad dem ej dø på gravens bred!” og julesalmen ’Til klart Guds ansigt vi skal se’ (DDS 384): ” Om julen synger troen bedst / med engletoner søde”.
I vers tre synger vi om det nye år, som vi er på vej ind i, så også der sættes der ord på den virkelighed, vi sidder midt i: juletiden.

Salmen handler om Guds menneskevorden, men ikke bare som en enkeltstående begivenhed. Perspektivet bevæger sig salmen igennem i en vekselbevægelse fra det ydre til det indre og ud igen. På samme måde bevæger den sig frem og tilbage fra det jordiske til det himmelske. Med denne sitren mellem indre og ydre samt nede og oppe, understreges at Gud er kommet til jorden, ikke bare en gang men igen og igen. Også lige nu, idet Grotrian gør julebegivenheden til nutid (som også Grundtvig gør det i sine julesalmer): ”Nu kommer Kristus” (vers 3).

Et andet tema i salmen er det sarte, udsatte og sårbare. I kirken samles livets børn, der skal trøstes og de bliver det af en frelser, der i al sin sårbarhed kommer til fods. End ikke et æsel kunne det blive til denne julenat. Og hjertet er ikke dybrødt men barnligt lyserødt, og det åbner sine låger. ”Så tag mit hjerte, så ringe som det er”. Overfor Kristus må vi åbne os i al vores sårbarhed, for han gjorde det samme.

Og Kristus kommer, og vi mærker ”klodens svaneskælv”. Smag på det sidste ord. Grotrian elsker at skabe nye ord ved at sammensætte kendte ord på nye og ofte skæve måder. Nogle gange er det sjovt, andre gange er det for langt ude, men igen og igen er det bare utrolig smukt. Svanen er hvid og ren og blød, men den er også kendt for sine vingers (farlige) kræfter. Og vores hylder; alt det vi har købt og ejer og begærer, det ryddes som ved en tempelrenselse, og da er det barnet, der kan fylde livet op på ny.

Det sidste vers er efter min mening ikke det stærkeste og jeg kunne næsten finde på at udelade det, men salmen er et kunstnerisk hele, og Grotrian vil bevidst lade salmen tone ud med et evighedsperspektiv. Der findes en bro af smør, og hvad det betyder, kan jeg ikke gennemskue, men måske handler det om en vej, vi ikke kan betræde ved egen kræft. Måske er det en henvisning til Grundtvigs gyngende bro (O kristelighed!), eller også er det en poetisk hentydning til julens fedme. Det kan have flere betydninger, og måske skal det slet ikke kunne forstås men kun anes, for det er jo vores vilkår: At englene ved Paradisets dør, dem ser vi kun i drømme. Indtil videre.

Når man læser og synger Grotrian skal man indse, at man ofte må tage sine vante forståelsesbriller af. Måske man har nogle andre man kan tage på, eller også kan man lade sig rive med af skønhed, skævhed, forunderlighed og svage anelser. Sådan er det jo også af og til med de gode gamle salmer.

Morten Skovsted