Advent: Så hør dem da endnu engang (af Kirsten Nielsen)


01-12-2019

De kirkelige højtider ligger som gentagelser i vores liv. Ordet gentagelse kan betyde repetition. Man siger det samme endnu engang. Men i ordet ligger også, at man tager noget op på ny. Lotte Thyrring Andersen har i sin bogen “Gentagelsens poesi” om virkelighedsopfattelsen hos Jørgen Gustava Brandt formuleret det på denne måde: “Gentage betyder med andre ord repetition og tidsbunden gen-tagelse af det tabte … en ny handling i tid: genvindelsen af det tabte i det nærværende”.

Adventstiden og julen er på mange måder repetition af, hvad vi plejer at gøre, og hvad vi plejer at høre. Der er megen glæde forbundet med sådanne gentagelser. Det gælder også de salmer, vi synger. Det er svært at forestille sig en advent uden Grundtvigs “Blomstre som en rosengård” eller en jul uden Brorsons “Den yndigste rose er funden”. Men det kan ende som ren repetition. Derfor har vi brug for nye salmer, hvor salmedigterne kan gøre mere end at repetere.

Det sker f.eks. når Jens Simonsen giver sin version af profetien om ørkenen, der skal blomstre. Ingen af os færdes i dag i den slags ørkener, som den gamle profet talte om. Men mange går som Jens Simonsen gennem en by med dens fliser og gader. Selv har han fortalt, at inspirationen til hans salme “Gå på lige flisegange / hen ad byens boulevard” (nr. 820 i 100 salmer) kom efter en gudstjeneste tredje søndag i advent, hvor han gik på fortovet langs boulevarden i Varde. “De lige flisegange og rosengården stødte på en eller anden måde sammen – det betonhårde gjorde billedligt krav på at fremstille tilværelsen sådan – samtidig rejste der sig en protest i mig, med Esajasteksten i tankerne – der er mere – der er noget der kan ændre det betonhårde – der er en fremtidsudsigt, som overgår de grå fliser, jeg umiddelbart havde foran mig.” Derfor opfordrer Jens Simonsen os til at gå på de lige flisegange, selv om det er mørkt og koldt. For vi er omgivet af rosenknopper, der vil bryde ud “i højlydt rosensang”. Her er mere end flisegange, her går der en hellig vej:

Gå på lige flisegange.
Se der går en hellig vej
over alle øde vange,
hvor Gud selv bevæger sig.
Gå i møde, Herren kommer,
og miraklerne vil ske.
Blomsterne i rosenhaven
skal den blinde få at se.

Det er advent. Det er nu vi kan høre profetier, møde Herren og blive seende.

Vi skal blive seende. Og vi skal lytte endnu engang. Lars Busk Sørensen har i sin salmesamling “Salmer til vor tid” et afsnit, som han kalder “Håbets solhverv” (samt 100 salmer nr. 819). Her begynder en af salmerne med denne strofe: 

Så hør dem da endnu engang
de løfterige ord,
som himlens høje engle sang
om julefred på jord.
Vær stille bange sind,
og læg dig kolde vind,
mens Gud med barnehånd
bevæger verden.

Det er gentagelse, men vi skal netop tage ordene til os. Og så vælger Lars Busk Sørensen et billede, som gør, at man husker og forstår, hvad inkarnationen betyder: Nu bevæger Gud verden med barnehånd. Gud er blevet menneske. Ikke som en vældig konge, der drager ind i sit land efter at have besejret alle dets fjender. Men magtesløs, som et barn er det. Derfor må Busk Sørensen også give et realistisk billede af den verden, Gud kommer til. Det er en jord, der hærges af “had og hykleri”. Og det er et sted, hvor mange har svært ved at se lys. 

Og går du her som en af dem,
der ingen stjerne ser,
og synes julens Betlehem
dig fjernt fra det der sker,
måske det da er dig,
som ser en anden vej
mens Gud med barnehånd
bevæger verden.

Salmen kan derfor slutte med en opfordring til “Guds englekor” om at synge igen, så “den mørke jord” måske engang, engang, vil begynde at nynne med på englesangen. Englene skal gentage deres sang, og vi skal tage den til os og lige så stille begynde at nynne med. Så er der atter håb om et solhverv for det bange sind.

Glædelig advent!