Tillykke til Hans Anker Jørgensen (Af Kirsten Nielsen)


26-01-2020

Lykønskning til salmedigteren Hans Anker Jørgensen i anledning af de 75 år

Kære Hans Anker Jørgensen!

Hjertelig til lykke med de 75 år d. 26. januar og TAK for de mange salmer, du har beriget os med!

I et interview med Kristeligt Dagblad (10.1.2020) fortæller du, at du skrev din første salme som 11 årig, men det var først i forbindelse med Danske Kirkedage i Haslev i 1971, at du for alvor gik i gang med at skrive salmer. Siden er det blevet til flere store udgivelser. Du har fået seks salmer med i 2002 salmebogen og otte i salmebogstillægget 100 salmer. Og dine salmer bliver sunget!

Som salmedigter favner du vidt. Du har skrevet salmer, hvor du leger med sproget og sprudler af livsglæde. Sådan må det være, når “Gud ånder i kornet” (nr. 867 i 100 salmer) og i alle musikinstrumenterne: kornet, horn, orgel, harmonika, sax og obo. Og så bliver der lige plads for at skifte et enkelt bogstav ud i sidste strofe, når du takker for “… sex og obo”.

Du er en mester i at bruge kendte sproglige vendinger på din egen måde. I dåbssalmen “Sov du lille, sov nu godt” (nr. 839) finder vi faste vendinger som, “Du er på den grønne gren”, og du kalder barnet for “lille knop, Guds øjesten”. Men disse udtryk får teologisk fylde, når den døbte bliver “en knop på livets træ”. Det virker så legende let, men du tager hele den paulinske dåbsteologi med, når barnet kommer gennem “dødens dybe vand” og frem til “livets land / druknet, død og stået op / som en del af Kristi krop”.

Der ligger væsentlige teologiske spørgsmål bagved, når du skriver “Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen” (DDS 249). Her møder vi Judas i “Helvedes kval”, og netop dér kommer “den mester vi kender, / til Helvede går han for venner og fjender.” Er der en dobbelt udgang eller ej? Det afgørende er, at Kristus er dér, hvor vi har allermest brug for ham.

Bedst kendt af dine seks salmer i Salmebogen er vel “Du satte dig selve i de nederstes sted”(DDS 260), hvor du skildrer Kristus som den, der er solidarisk med de nederste. Men straks efter første strofe skifter du fra omtale i tredje person til første person. Det handler om os og om Kristi kamp for os og med os, så vi “lever i dig på den yderste dag”.

Som en af de første salmedigtere skrev du om, hvordan vi mishandler den jord, vi har fået betroet. Med billedet af jorden som “et drivhus i en frostnat” (nr. 866) får du slået fast, hvor sårbar en verden vi lever i, for derefter ikke at lægge fingrene imellem i beskrivelsen af, hvordan vi misbruger den og det liv, vi har fået givet.

Din sociale indignation får igen og igen sprog, som når det i salmen “Gudbenådet, højt begavet” (nr. 870) hedder:

Og når sten og hårde stoffer

bydes børn, der ber om brød,

byder du, som selv er offer,

op til kamp mod løgn og død.

 

Kampen er nødvendig, men vi er ikke alene i den kamp. – Og midt i alvoren kommer så den finurlige henvisning til tegneserien om “Steen og Stoffer”, den gammelkloge Steen og det mindst lige så kloge tigerdyr!

Forundring over skaberværket er endnu et element i dine salmer. I salmen “Usynlige, som ingen kan beskrive” (nr. 873) ser du ud i universet og må konstatere, at vores planet kun er en lille prik i mælkevejsgalaksen, som igen blot er én blandt millioner af galakser. Og forundret må du spørge:

Hvem husker da på mig?

Hvad er vi da for dig

vi jordpersoner?”

Ligesom salmisten i Sl 8 går du videre til at undre dig over, at Gud endog har gjort os “til skaberværkets krone”. Men du kan pege videre end den gammeltestamentlige digter: “En kvindes søn fik sæde på din trone”. Undren og taknemmelighed!

Det er denne søn af en kvinde, du digter om i salmen “Der var engang en kongesøn”. Du har taget salmen med i såvel Du siger det med blomster (2013) som Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør (2015). I sidstnævnte står den i et afsnit, som du har givet overskriften: “Du satte dig selv i de nederstes sted. Ti af de bedste”. Som overskriften angiver, handler også denne salme om at være solidarisk med de nederste. Og det er en salme, som på fineste vis samler alt det, der betyder noget for dig. Salmen begynder som et eventyr med en himmelsk kongesøn, der lever lykkeligt i en vidunderskøn bolig. Men på et tidspunkt vælger han at forlade sit hjem for at blive ikke blot menneske, men medmenneske:

Den dag han så en lillebror,

en søster og Guds grønne jord

forført, forpint, forgivet,

da bød han lykkeland farvel

og gik i krig mod Fanden selv

og gav sit liv for livet.

Vi følger derpå Jesus på hans vandring rundt i landet, hvor han ville hele det hele. Jesus holder sit indtog i Jerusalem, hvor alle jubler, men “De fatter ikke dybden i / det tjernersind, den sympati, / der er hans liv og lære.” Du skildrer i den følgende strofe kort og knapt Jesu angst i Getsemane, tilfangetagelsen og torturen. De sidste venner falder fra, og Jesus dør “forladt på Golgata / til ingen verdens nytte!” Ja, sådan måtte det se ud; men sådan er det ikke. Jesus dør “til hele verdens glæde!” og er nu overalt, selv her. Kongesønnen blev tjener, og det er hans tjenersind, der giver håb. Derfor kan du slutte salmen med denne strofe:

Så når jeg ber min sidste bøn,

den ensomme og svære,

da ber jeg himlens kongesøn:

Tag hånd om mine kære!

Og råb hen over mørkets hav

til mig på randen af min grav

med al din kraft og varme:

Kom kun, min ven, jeg går med dig,

nu skal du hvile trygt med mig

i kærlighedens arme.

Kære Hans Anker!

Tak, at du ikke alene har givet os ord til hverdagen med dens jublende glæde, dens ansvar og kampe, men også til den sidste bøn!

Kirsten