Musik

Jesper Gottlieb, 2007

Guds nåde er en vintergæk

  1. Guds nåde er en vintergæk
    den er din fostergave
    og er du ved at dø af skræk
    så plant den i din have
    med fastetidens bøn
    blir Jorden atter grøn
    i angst og overflod
    besejres du af mod
    og ene er vi flere.
  2. Guds rige er en ammesø
    der spejler himlens fugle
    Guds rige er en englekø
    om denne skøre kugle
    og flere end du selv
    har grædt i dette skælv
    så sluk din nattesorg
    i hytte og i borg
    lad håbene massere.
  3. Guds øje er en tordensol
    der skinner for at gavne
    Guds øje er en samlepol
    for døbefontens navne
    med smertens briller ser
    du englene, der ler
    så tænd dit morgensmil
    og glem den skarpe pil
    der mangler noget mere.
  4. Guds kærlighed er skænket dig
    på begge hemisfærer
    den ryddede en alfarvej
    barn Jesus er din lærer
    og dér, hvor foden gled
    blir kærligheden ved
    så bær stafetten hen
    imod en fremmed ven
    lad hænderne passere.
 
Simon Grotrian, 2006
 
© Simon Grotrian og Salmedatabasen.dk
 
 
© Simon Grotrian og Salmedatabasen.dk
  Skal salmen anbefales eller gemmes?